Hvorfor hedder det en rustvogn ?
Rustvognen er det køretøj, bedemanden anvender til transport af døde personer til kapel, kirke, krematorium eller kirkegård.
Men hvad har det med rust at gøre?
Man bør ære de døde. Hvorfor anvender man så ordet ”rustvogn” om det køretøj, der skal fragte den døde de sidste kilometer. For rustvogn er også et skældsord for en bil, der er så angrebet af rust, at den nærmer sig skrotning. Der findes dog en historisk forklaring på ordvalget, der netop giver mening. Ordet rust stammer fra Tyskland, hvor det i ældre tid betød udrustning eller forberede, (at ruste sig). Når datidens storfyrster og konger skulle transporteres rundt i landet, skulle maden, bagagen og |
den militære udrustning medbringes i en separat vogn, med tiden kaldet rustvognen. Senere begyndte man også at bruge vognene til at transportere ammunition og rustninger ud til soldaterne på slagmarken, når der var krig. Samme vogne tog de døde soldater med tilbage. Dermed fik rustvognen sin forbindelse til døden. Ordet rustvogn har i sin nuværende betydning været brugt siden begyndelsen af 1900-tallet.
|